Lyngby SøPlejemyndighed: Lyngby- Taarbæk Kommune, Gladsaxe Kommune
Mål
Lyngby Sø skal være et spændende naturområde, med et alsidigt plante og dyreliv. Vandet skal være klart med en veludviklet bredvegetation der giver fugle fisk og smådyr gode muligheder for at yngle og søge føde. Søens undervandsvegetation skal være veludviklet med mange arter. Det er målet, at Lyngby Sø udvikler sig mod en renere sø med god vandkvalitet og naturlig balance så den fremadrettet kan leve op til statens målsætning om god økologisk tilstand.
Lyngby Sø skal være et attraktivt rekreativt område, hvor der er plads til både elite rosport, de organiserede ro- og kajakaktiviteter, samt de uorganiserede friluftsaktiviteter. Bådfarten skal fortsat have sin rute på søen. Aktiviteterne skal ske i respekt for søens plante- og dyreliv.
Ved færdsel på stierne langs med søen, skal der være mulighed for større og mindre udsigtskiler, og stedvis adgang til søen.
Ligesom der må tilstræbes adgang til de etablerede broer fra vandsiden.
Holmene skal holdes fri for mink og øvrige invasive arter.
I perioden 15 april 15 juni er det ifølge reglementet for Lyngby Sø ikke tilladt at gå iland hverken på holmene eller nordsiden af Lyngby Sø.
Klik på kortet for at åbne GIS kort
Handlinger
- Søens vandkvalitet og udbredelse af vandplanter registreres løbende for at følge søens udvikling.
- Der kan foretages naturpleje af Lyngby Åmoses østligste del ud mod Lyngby Sø ved I.H. Mundtsvej evt. med udgangspunkt i tidligere luftfoto. og genskabe øen og passagen mellem ø og halvøen, hvor den lille ø ud for Åmosen og passagen i dag er ved at vokse til i tagrør og rødel.
Status
Lyngby Sø er en lavvandet sø på 57ha. med en volumen på 940.000 m3 . Søen har en middeldybde på 1,6 m og dens dybeste punkt er 3,3m.
Søen modtager vand fra Bagsværd Sø og Mølleåkanalen. Vandstanden i søen er relativ konstant da den bliver reguleret af sluser.
På grund af Mølleåens gennemløb af søen har vandet en relativ kort opholdstid ( ca 2 mdr.)
Ud over at være beskyttet af fredningen, er Lyngby Sø omfattet af EU's vandrammedirektiv og indgår i Statens overvågnings program, desuden er den beskyttet efter naturbeskyttelseslovens § 3.
Som område for rekreative og friluftsmæssige aktiviteter spiller Lyngby Sø en væsentlig rolle, her er livlig aktiviteter af mange former for rosport dels med ophæng i de mange ro, kano og kajak klubber der ligger langs bredden, dels udefra kommende som lejer eller medbringer egne kanoer og kajakker til søen. Desuden er der gode muligheder for løbe eller gåture, hele vejen rundt om søen.
Lyngby Sø opfylder i dag ikke statens målsætning om god økologisk tilstand.
Lyngby Sø er inde i en gunstig udvikling hvor indholdet af næringsstoffer indenfor de seneste år er blevet mindre, dette medfører en øget sigtbarhed, som igen skaber bedre vækstmuligheder for undervandplanter. Undervandsplanterne ilter vandet og skaber, som levested for fisk og smådyr og basis for en langt større biodiversitet i søen.
I de lavvandede områder af søen op til ca 0,5 m´s dybde findes der en veludviklet rørsump, og på dybder op til 1m, ses stedvis tæt opvækst af flydebladsplanter, især af gul og hvid åkande, men også mindre forekomster af vandpileurt og svømmende vandaks. I op til knap 2 meters dybde er der en del opvækst af undervandsplanter, især aks tusindblad.
Der er i 2014 foretaget en undersøgelse af undervandsplanter i Lyngby Sø hvor aks tusindblad blev registreret som den alt dominerende art, derudover blev arterne tornfrøet hornblad, smalbladet vandpest, svømmende vandaks, kredsbladet ranunkel og undervandsform af søkogleaks også fundet.
Det blev beregnet, at undervandsvegetationen udgør ialt 7% af søens areal. Ud fra tolkning af luftfoto, blev mængden af åkander beregnet til at udgøre 8% af søens areal.
Lyngby Sø ligger både i Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk Kommune, men ejes af Lyngby- Taarbæk Kommune.
|