Aldershvile Slotspark

Plejemyndighed: Gladsaxe Kommune

 

Aldershvile Slotspark er på 12 hektar og blev anlagt i 1780erne i engelsk, landskabelig havestil i forbindelse med opførelsen af det palæ som siden hen har fået navnet Aldershvile Slot. Bygningerne blev opført i perioden 1782-1790 og var af klassicistisk karakter med hvide mure, kraftig gesims og afvalmet tag. Slottet brændte i 1909 under den farverige kvinde Angelica Ewans ejeskab (tidligere grevinde Angelica Von Sponnecks eller bedre kendt som grevinden af Bagsværd). I 1971 blev ruinen fredet som fortidsminde. I begyndelsen af 1920'erne blev Slotspavillonen og parkens betonbroer opført. På gamle fotos ses, at broerne over kanalerne var hvide træbroer. Nær Bagsværd Sø blev etableret to isgrotter. Parken der ejes af Gladsaxe Kommune er først fredet i 2013. Plejen af Søgården er beskrevet under parkens skovdækkede areal.

I 2013 blev Søgården, som ligger lige vest for parken også fredet. Bygningen Søgården er opført samtidig med slottet i ca. 1782. Det oprindelige hus på stedet var lille og kaldtes for "Udsigten". Ejendommen er i dag kursusejendom for Gladsaxe Kommune.

Ruinen og parken er meget populært blandt kultur- og naturinteresserende med mange besøgende. Parken består af en åben parkdel med græsflader, fritstående træer og overdrev og en skovdel drænet af kanaler der giver skoven et helt særligt præg.

 

 

Klik på kortet for at åbne GIS kort